Forord fra 1916
Alt som eksisterer er placeret. Alt det som ligger over materien, er placeret; materien selv er placeret. To værker er uensartet placeret, dels efter forfaternes åndfuldhed og dels ved deres kunstgreb. Raphael står over Ingres, Vigny står over de Musset. Madame X... står over sin kusine; diamanten står over kvartsen. Det holder måske for forholdene imellem moralen og moralerne? Man troede tidligere at kunstnerne er inspireret af englene, og at der er forskellige kategorier af engle.
Buffon har sagt: "Stilen, det er selve manden." Hvilket betyder at en forfatter bør skrive med sit blod. Definitionen er velgørende, den forekommer mig ikke eksakt. Det som er selve manden, det er hans sprog, hans sensitivitet; man har grund til at sige: udtryk Dem med de ord, som er de rette for Dem. Man ta'r fejl ved at tro at det skulle være stilen. Hvorfor vil man give stil i litteraturen en anden definition end den, den har i de forskellige kunstarter? Stilen er viljen til at stille sig til skue igennem valgte midler. Man forveksler almindeligvis ligesom Buffon sprog og stil, fordi kun få mennesker har behov for menneskelighed i udtrykket. I de store kunstneriske epoker udgjorde reglerne for kunsten, som blev indlært allerde fra barndommen, de retningslinjer som giver en stil: kunstnerne er da dem, der på trods af de regler som de har fulgt siden barndomen, finder et levende udtryk. Dette levende udtryk er charmen ved aristokratier, og det er charmen fra 1600-tallet. 1800-tallet er fuldt af forfattere som har forstået nødvendigheden af stil, men ikke har vovet at stige ned fra den trone de i deres ønske om renhed havde bygget op. De har for sig selv skabt lænker på bekostning af livet. Når forfatteren har placeret sit værk, kan han bruge al slags fortryllese: sproget, rytmen, musikaliteten og åndfuldheden. Når en sanger har stemmen placeret, kan han more sig med rullende løb. For at forstå mig ret, sammenlign så Montaignes fortroligheder med Aristide Bruants, eller de albuestød man får i et skillingsblad med Bossuets brutaliteter, når han vælter protestanterne omkuld.
Denne teori er ikke ærgerrig; den er heller ikke ny: det er den klassiske teori som jeg kalder mådeholden. De navne jeg anfører, er der ikke for at slå "de moderne" med "de antikke"s kølle, det er ubestridte navne; hvis jeg ikke havde anført andre jeg kender, ville De måske ha' kastet bogen fra dem, hvad jeg ikke ønsker; jeg vil geren have at De læser den, ikke i lang tid, men ofte: at bringe til at forstå, det er at få til at elske. Man estimerer kun de lange værker, eller, det er vanskeligt at være køn i lang tid. Man kan foretrække et japansk digt på tre linjer frem for Eve af Péguy, som fylder tre hundrede sider, og et brev af Madame de Sévigné fuld af lykke, af kækhed og lethed, frem for en af disse fordums romaner lavet af sammensyede stykker, som prætenderer de har gjort tilstrækkeligt for sammenhængen, hvis de havde adlydt kravene i deres tesis.
Man har skrevet mange digte i prosa nu i tredve eller fyrre år; jeg kender næppe en digter der har kunnet forstå hvad det drejede sig om, så han har vidst at ofre sine amvitioner som forfatter på digtets skønhed, dets placering og dets stil fuldt ud. Men jeg påstår, at Raflebægeret kan tilfredsstille læseren ud fra denne dobbelte synsmåde.
Den kunstneriske følelse er hverken en sanselig handling eller en følelsesbåret handling; uden dette er naturligheden tilstrækkelig til at give os denne følelse. Kunsten eksisterer, det da sådan at den svarer til et behov: kunsten er rettelig sagt en distraktion. Jeg tager ikke fejl: det er teorien, der har givet os et vidunderligt folk af helte, mægtige fremkaldelser af miljøer, hvor al slags nysgerrighed og aspirationer legitimt tilfredsstilles hos borgerne, som er fanger af sig selv. Men man må give ordet Distraktion en endnu videre betydning. Et kunstværk er en kraft som drager til sig, som opsuger de disponible kræfter hos den som nærmer sig det. Der er heri noget ligesom et ægteskab, og elskeren spiller i det rollen som kvinde. Han har behovet for at blive taget af en vilje og holdt fast. Viljen spiller altså den vigtigste rolle i skabelsen, resten er kun lokkemaden foran fælden. Viljen kan kun udøves over for valget af midler, for kunstværket er kun en helhed af midler, og vi når frem til den definition jeg altid har givet af stil: kun er den vilje til at vende sit indre ud igennem de valgte midler. De to definitioner falder sammen, og kunsten er ikke andet end stil. Stil anses her for iværksættelsen af materialer og som helhedens komposition, ikke som den skrivendes sprog. Og jeg slutter, at den kunstneriske følelse er virkningen af en tænkende virksomhed hen imod en tænkt virksomhed. Jeg betjener mig med beklagelse af ordet "tænkende", for jeg er overbevist om at den kunsteriske følelse ophører, hvor analysen eller tanken kommer imellem. Det er noget andet at få eftertanker og give følelsen af det som er smukt, så jeg sætter tanken sammen med lokkemaden i fælden.
Jo mere subjektets virksomhed er víd, jo mere vil den følelse øges, som gives ved objektet; kunstværket vil derfor være fjernet fra subjektet. Derfor bør det være placeret. Man kunne her støde på Baudelaires teori om overraskelsen: denne teori er en smule grov. Baudelaire forstod ordet "distraktion" i dets mest ordinære betydning. At overraske er småting, man må transplantere. Overraskelsen charmerer og forhindrer den virkelige skabelse: den er skadelig som al slags charme. En skabende har ikke ret til at være charmerende førend post festum, når værket er placeret og sat i stil.
Lad os skelne stilen i et værk fra dets placering. Stilen eller viljen skaber, det vil sige adskiller. Placeringen giver fjernhed, det vil sige ansporer til den kunstneriske følelse; man erkender at et værk har stil, ved at det giver den følelse at være lukket til; man erkender at det er placeret, ved det lille chok man får af det, eller ydermere i den margen der omgiver det, den særlige atmosfære det bevæger sig i. Visse værker af Flaubert har stil; ingen af dem er placeret. Mussets teater er placeret og har ikke særlig meget stil. Mallarmés værk er typen på det placerede værk: hvis Mallarmé ikke var opstyltet, ville han være en stor klassiker, Rimbaud har hverken stil eller placering: han har Baudelaires overraskelse; det er triumfen for den romantiske forvirring.
Rimbaud har udvidet feltet for følsomheden, og alle litterater skylder ham deres taknemmelighed, men forfatterne af prosadigte kan ikke tage ham som forbillede, thi for at prosadigtet kan eksistere, må det underkaste sig lovene for al kunst, som er stilen eller viljen og placeringen eller følelsen, og Rimbaud fører kun til virvar og ophidselse. Prosadigtet bør også undgå lignelserne hos Baudelaire og Malarmé, hvis det vil skille sig ud fra fablen. Man vil forstå at jeg ikke anser dem for prosadigte, de skrivehefter med mere eller mindre kuriøse indtryk, som fra tid til anden udgives af fagfæller der har et overskud. En side prosa er ikke et prosadigt, selvom den endda skulle indramme to eller tre heldige fund. Jeg ville som sådanne anse de nævnte fund, der præsenteres med den nødvendige åndelige margen. I den forbindelse advarer jeg forfatterne af prosadigte imod de alt for brillante ædelstene, der fanger øjet på bekostning af helheden. Digtet er et konstrueret objekt og ikke udstillingsvinduet hos en juvelér. Rimbaud er juvelerens udstillingsvindue, det er ikke smykket: prosadigtet er et smykke.
Et kunstværk har værdi i sig selv, og ikke ved de konfrontationer med virkeligheden man kan foretage med det. Man siger til filmmageren: "Det er godt det dér!" Man siger foran en kunstgenstand: "Hvilken harmoni! hvilken soliditet! hvilken sammenhæng! hvilken renhed!" De beundringsværdige definitioner hos Jules Renard falder sammen foran denne sandhed. Det er realistiske værker, uden reel eksistens; de har stil, men er ikke placerede; den samme charme der får dem til at leve, lsår dem ihjel. Jeg tror at Jules Renard har skrevet andre digte i prosa end sine definitioner. Jeg kender dem ikke; det beklager jeg: det er muligt han er opfinder af genren, således som jeg opfatter den. For øjeblikket anser jeg som sådan Aloysius Bertrand og forfatteren til Livre de Monelle, Marcel Schwob. Begge har stil og margen: det vil sige de komponerer og placerer. Jeg bebrejder den ene hans romantisme "i Calots maner", som han siger, den der binder opmærksomheden til alt for voldsomme farver, og endda tilslører værket. For øvrigt har han erklæret, at han vurderede sine stykker som materiale til ét værk og ikke til afgrænsede værker. Jeg bebrejder den anden, at han har skrevet fortællinger og ikke digte, og hvilke fortællinger! pretiøse, puerile, kunstige. Det var ellers muligt de to forfattere havde skabt genren "prosadigt" uden at vide det.
Max Jacob
_____
JULEHISTORIE
Til Mme Sylvette Olin
Der var engang en arkitekt eller en hest: det var en hest snarere end en arkitekt, i Philidelphia, og man havde sagt til den: "Kender du katedralen i Köln? byg en katedral, der er ligesom katedralen i Köln." Og da han ikke kendte katedralen i Köln, ja så blev han sat i fængsel. Men i fængslet viste en engel sig for ham og sagde til ham: "Wolfrang! Wolfrang! hvorfor fortvivler du?" - "Jeg skal blive i fængsel, fordi jeg ikke kender katedralen i Köln!" - "Du mangler rhinskvin for at bygge katedralen i Köln, men lad dem se planen, så kan du komme ud af fængslet." Og englen gav ham planen, og han viste planen frem, så han kunne komme ud af fængslet, men aldrig kunne han da bygge katedralen, fordi han ikke fandt noget rhinskvin. Han fik den idé at få rhinskvin sendt til Philidelphia, men man sendte ham en rædsom fransk vin fra Mosel, sådan at han ikke kunne bygge katedralen i Köln i Philidelphia, han lavede kun et rædsomt protestantisk gudshus.
_____
DE IKKE-OMREJSENDE NØDLIDENDE OG DE ANDRE
De kommunale myndigheder tager sig ikke af de nødlidende omrejsende, det er feer som tager sig af dem. En klovn ved et omrejsende cirkus havde fået benene kappet af og fulgte med truppen som kokkedreng, og han fik af en fe en jernstol, ligesom dem på de forreste pladser, og den havde den egenskab, at man i lommen fandt et tyvefrancstykke, ligesom den Vandrende Jøde fandt fem sous i sin egen. Cirkuspersonalet slogs om stolen og tænkte ikke længere på noget andet: mønterne gik til i orgier, og cirkus gik ned ad bakke. Stolen blev slået i stykker af fulde folk; cirkuset solgt, og alle de ulykkelige ud på landevejen. Det var da nødvendigt at feen greb ind, for kommunalmyndighederne tager sig ikke af nødlidende rejsende, men feen var et andet sted. Badutspringerne fik den idé at gøre sig til ikke-omrejsende nødlidende for at røre hjertet hos en kommunal myndighed.
_____
REJSER
Aldrig kommer jeg da af sted: jeg løber for at sige farvel til min tante, jeg finder min familie under lampen, man holder på mig med tusind gode råd, min kuffert er pakket, men min habit er endnu hos farveren, jeg når hen til farveren: jeg har svært ved at genkende mit tøj: det er ikke mit tøj, man har forbyttet det! nej, det e r det, men rædsomt pustet op, skamferet, omsyet, fortrukket, kantet med sort. Udenfor på gaden ler to dejlige Bretagne-piger ved en kærre med undertøj: hvorfor har jeg ikke tid til at følge efter dem; bah, de tager om natten den samme vej som jeg. Jeg bemærker, at gadenavnene er forandrede; det er nu, i Lorient, den gade "Lyrisk Energi". Hvilket forbløffende kommunalråd har kunnet give gaderne den slags navne om natten. På hotellet får jeg den idé at se på farverens regning: 325 francs, vi skal sende det til Dem. Bliver jeg nu vanvittig? Cafeen er fuld af nysgerrige, jeg træffer en maler fra Paris! hvor jeg dog har besvær med at komme fra ham. Han forguder mig her, selv om vi eller er uvenner. Jeg er så forsinket, at jeg lader være med at give et knus, og ingen hyrevogn! Imens man leder efter en vogn til mig, tigger venner fra min barndom mig om at gøre ophold i Mans, ikke i Mans, i Nogent! nej, ikke i Nogent, for vi har det rigtig skidt med ... åh min Gud, jeg taber tråden i alt muligt ... det ender med, at jeg får en aftale med til en klaverflyttemand. Og farveren? Her står jeg i et fremmed sæt tøj, alt i alt temmelig distingveret: denne grå diplomatfrakke, alt for åben på grund af alt det undertøj jeg har på for at lette min kuffert! Åh! jeg har glemt at sige farvel til ... Og farveren! Jeg har forpasset togets afgangstid, det eneste tog: alt det skal man så igennem igen i morgen! jeg kommer ikke til at sove for det hele natten.
_____
OMKRING BIBLEN
Fiskene i Kedrons bjergstrøm havde ladet flodlejet desinficere, på trods af den Eviges forbud, så de er døde. Kurtisanen som opholder sig ved bjergstrømmen, der er sat ud af brug, har gjort dette leje til sit, men hun har spist en fisk, på trods af den Eviges forbud, og eftersom den fisk var desinficeret, er hun død.