Jeg føler ikke, jeg sveder. Hvad skulle jeg føle? At jeg sveder? Det kan være ligemeget, jeg klarer mig nok. Begge mine forældre står bag mig men jeg ikke altid sikker på hvor de egentlig befinder sig. Jeg tænker mig dem hjemme i huset ved dammen hvor jeg er vokset op, ja, men det er en tid siden jeg har besøgt dem der, jeg er ikke sikker på om de stadig væk er der, om de bor der, mener jeg. Jeg plejede at sidde ved vejen og læse avisen, før jeg tog den med hjem, det gjorde jeg virkelig, men skulle jeg udtale mig i overensstemmelse med hvad jeg nu føler måtte jeg sand synligvis sige: de findes ikke. Manden ved siden af mig er faldet i søvn, jeg skubber til ham ellers kommer der bare nogen og gør ham opmærksom på det. Nej, jeg skubber ikke, for han vågner sandsynligvis op med et lille udråb og så er han alligevel leveret. Vi fik altid pandekager, altid, og bare fordi jeg en gang havde sagt at jeg elskede dem, elskede, bevar mig vel. De hang os ud af halsen, min far og mig, men vi turde ikke sige noget. Vi gik hver for sig ud og brækkede os i bækken. Når vi kom ind gik mor og græd som altid over middag, når hun var søvnig. Det endte med at hun smed sig et sted og faldt i søvn. Far sad og rokkede ved køkkenvinduet til det var tid at fodre. Trillebøren stod ved bagdøren og dryppede, fuld af skidtfisk, hele dagen næsten. Det stank ad helvede til. Jeg husker ham endnu gående ned gennem pilealleen med trillebøren, fjertende i den luende sol som sendte gule lyn ned over hans bøjede ryg. Kors, hvor var han gal. Mor gemte sig af vejen med sin gråd og sin søvn, en gang fandt han hende sovende på bænken omme ved gavlen, han skreg af galskab og væltede hende ned på jorden og prøvede at køre hende over med trillebøren. Jeg gav ham den første del af avisen, hende den anden, så fortalte jeg dem lidt. Hvem der havde været med rutebilen, hvem der var begyndt at høste osv. De skreg af grin, mor stønnede: >>Thorvald høster, hører du, gamle? Høster, nu i juni!<< Og far hidsede sig op som sædvanlig: >>Tidlig, sagde du tidlig, vi er sgu da i august, såvidt jeg ved. Du med din Thorvald og ham med hans Ford Thames!<< Jeg tog min mor om skulderen da hun brast i gråd, hun påskønnede den slags.
57
_____
Jeg glemmer det aldrig. Mor havde en kjole med røde blomster på på og en hat af bomuld eller hør med stor skygge. Fødderne kunne hun ikke gøre noget ved, smutters som sædvanlig, hun fik tygge fødder af at stå. Da vi kom ind var der nogen der grinede og far som aldrig forstod en skid af noget grinede igen. >>Alle de gamle venner<<, sagde han henrykt, >>de er her alle sammen, har du set Marie, Marie?<< Det lød skrupskørt, men både - alle disse evindelige forklaringer - både min mor og den kælling min far snakkede om hed begribeligvis Marie, det skulle ikke være til at tage fejl af, jeg kunne have sparet mig den forklaring. Mor puffede til ham, så han røg ind på en af de bageste rækker og satte sig ved siden af ham. Jeg gik op ad gulvet, skideræd for at tabe bukserne. Far havde givet mig sine nye seler i dagens anledning og jeg havde ikke haft tid til at indstille dem i længden, så de slaskede noget ved knæene. Hængerøv havde jeg altid. Nu sad de to gamle og gloede henrykte efter min hængerøv og var pissestolte af deres afkom. Ja, det er der sædvanlige: det var til min konfirmation det hele skete. Alt det jeg skrev her handler om min konfirmation, det skulle vel ikke være nødvendigt at sige det, jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver det nu. Nu hvor det er for sent, mener jeg. Historien er feset for mig, nu gider jeg ikke fortælle den færdig. Jeg kender den jo også. Jeg ved hvad der sker. Det jeg ville have skrevet her idag - noget skal tiden jo gå med - var det åndssvage som sikkert ikke er morsomt, og hvorfor egentlig fortælle noget fordi det er morsomt, nu er det i hvert tilfælde for sent, for ting er ikke morsomme eller tragiske eller kedelige hvis de ikke har pointer og jeg glemmer sateme altid pointen. Da præsten bagefter kom ud til os konfirmander og vores forældre for at give hånd, opførte far sig skabagtigt som han plejer. Nej, han mener det egentlig godt men alt det lort der ligger i luften ved sådanne lejligheder, det siger han, og han græder eller ler efterhånden som han kommer til ordene. Det gjorde han også nu men der var ingen der syntes om det fordi han stod og stjal ordene og dermed tingene ud af deres hjerter og ligesom gjorde nar af dem. Det var for stærkt. Det sidste man hørte - og det er pinten - pointen er den, at min fader
58
_____
Jeg kan huske når jeg vågnede om sommeren, tidligt om morgenen. Vinduet stod åbent ud mod og en mængde lyde strømmede ind til mig, nære og fortrolige og trygge. Min barndom var jo sådan, let at komme igennem. Først hørte jeg, først når jeg hørte fars bør trille forbi vidste jeg at det var tid at stå op. Han standsede ved sovekammervinduet hvorbag min moder endnu lå og boblede og råbte ind til hende: >>Mille, stik mig lige tænderne!<< Mor snøvlede at det var onsdag, han svarede: >>Onsdag, onsdag, onsdag! Jeg vil have mine tænder, Mille, jeg agter at spise mig et æble her til morgen!<< Mor vendte sig kunne jeg høre og svarede som sædvanlig: >>De ligger i køkkenskuffen, din buk!<< Far tøflede væk straks han hørte ordet. Mor blev så let opsat om morgenen, han holdt sig for det meste væk. Men det var altid for sent. Mor kaldte ham med navn og det hele, >>Kom nu ind!<< >>Gu vil jeg ej!<< svarede han, eller >>Pas dig selv, Mille!<< Men moder var ubøjelig når hun først var blevet opsat og fader kæftede op mens han nuslede ned i gangen og ind. >>Lede mær, på den tid! Det ligner ikke noget!<< Og lige i døren råbte han så, jeg husker det som var det igår: >>Jeg vil ikke, Mille, jeg er for gammel til det, du smider mig af hele tiden!<< Moder vidste godt at den fare bestod, ligemeget hvor forsigtig hun var. Så såre hun forglemte sig og følte lidt vellyst smed hun min fader af så han havnede på gulvet. Min bror grinede højt i sin seng og tog dynene mellem benene og sang: >>Da mi basia mille<<. Og noget mere. Fader hadede disse samlejer om morgenen, det gjorde sandsynligvis helvedes ondt når han ramlede ned på gulvet. Han skyndte sig altid at komme op før mig mor vågnede og så langt væk at han ikke kunne høre når hun kaldte. Egentlig ville jeg have skrevet noget andet.
62