Weekendavisen 25. oktober 2013 på bagsiden af bøger: ”Offerperkeren i os alle”.

Jeg kunne ikke fatte artiklens præmisser.

”I sommer, på landet ved havet, tog jeg mig sammen og læste skuespilleren Hassan Preislers debutroman Brun mands byrde. Den har fået en stormende modtagelse, også i denne avis, og irriterende er det at måtte medgive, at bogen til tider er rablende interessant og velskrevet. Preisler har ellers i årevis forstyrret mig ved at se racisme omkring hvert et gadehjørne og i hver en teatersal.”

DER ER RACISME ALLE STEDER. DET ER DERFOR, RACISME ER SÅ FORSTYRRENDE. At nogen påpeger racismen, har ikke noget at gøre med, om de skriver godt og interessant. Eller hvorfor præsenterer teksten det sådan, at bogens kvalitet er overraskende, fordi forfatteren interesserer sig for racisme?

(Spændende forbindelse her mellem ”i sommer, på landet ved havet” og ”stormende”.)

(Der står faktisk ”teatersal”, men hver gang jeg læser sætningen, ser jeg ”retssal”.) 

”Sammen med Kholghi og Khader blev Preisler for nylig ligefrem udnævnt til ’præmieperker’. Manden bag udnævnelsen var den nye vrede, unge mand i dansk litteratur, Yahya Hassan. Var der mon tale om andet end den unges hip til de mere eller mindre midaldrende brunhudede konkurrenter?”

Hvis man er ”den nye vrede, unge mand i dansk litteratur” kan man så ikke kritisere nogen, der er ældre end én selv og har samme hudfarve, uden at det er ”den unges hip til midaldrende brunhudede konkurrenter”? 

Eller hvordan er Naser Khader konkurrent til Yahya Hassan? Er det en konkurrence i at være brunhudet?

”Hassan skriver kompromisløst om sin opvækst. Preisler skriver ikke mindst om at føle sig splittet mellem flere identiteter, en af dem er ’house-nigger’. Men skal man ikke passe på med at udvikle ’anden etnisk selvoptagethed’?” […] Kan man livet og forfatterlivet igennem suge næring fra, at man har oplevet ghettoen eller Gaza-stribens uhyrligheder? At man er født i en pakistanks-dansk familie eller som dansker i Flensburg? At man er brun i huden og derfor mener at have nået større indsigter om samfundet end de hvide omkring en?”

”Anden etnisk selvoptagethed” er ikke godt. Senere i artiklen foreslås en ”kur” mod den: at ”promovere bøger skrevet af mennesker, der har ambitioner, der rækker ud over deres eget liv.” Et eksempel på sådan et bog er en selvbiografi skrevet af en anden, som er ”brun i huden”, Nelson Mandela.

Hvad skal man forstå? At Hassan og Preisler lider af anden etnisk selvoptagethed? Eller er det bare en mere generel lidelse ude i vores samfund.

Er anden etnisk selvoptagethed for eksempel at bruge et forfatterskab på at beskæftige sig med erfaringer fra ”ghettoen” eller Gaza? Er at beskæftige sig med sådanne erfaringer det samme som ikke at have ” ambitioner, der rækker ud over deres eget liv”?

Er Hassan og Preisler eksempler på nogen, der er ”brun i huden og derfor mener at have nået større indsiger om samfundet end de hvide omkring en”?

Ved en person, som er brun i huden, ikke mere om at være brun i huden end en, som er noget andet i huden?

Siger artiklen, at nogen mennesker skal lade være med at være eksplicitte om deres livsvilkår?

Siger overskriften, "Offerperkeren i os alle", at alle kan forstå, hvordan det er at blive gjort til perker?