D. 11. november modtog jeg et presseeksemplar på mail, bogen i pdf.. Lidt forvirret, for jeg tænker ikke jeg er presse, men det var spændende hemmeligt at modtage noget før udgivelsen.. Jeg læste pdf'en og sendte en besked til Tine på facebook. Hun skrev tilbage..; pludselig stod der på AFV's side på facebook:
og i en kommentar underneden: AFV Press anmeldelse kommer snart
OK jeg skriver en anmeldelse.. Eller jeg skriver noget. D. 17. skrev jeg til Tine og spurgte, om jeg kunne se hendes eksemplar af bogen, inden jeg anmeldte, fordi jeg ikke kunne skaffe den, den var udsolgt. Hun skrev tilbage, at jeg kunne få hendes mors ekstraeksemplar, som jeg nu sidder med, selvom jeg sagde nej nej, hun skal beholde den..
Bogen har et gult omslag, på forsiden to lige store sammenhængende firkanter, hvori der i den ene står "Hej Sol Fuck Love", et ord i hvert hjørne, og i den anden "Tine Høeg" med meget mindre skriftstørrelse (se foto HER) = titlen/værket er større end forfatteren(!). Kolofonen står på indersiden af omslagets bagside, den er informationsfattig..; Til at begynde med: det er en materielt enkelt udgivelse; et rent (eller renligt?!?!? :-) bogobjekt...
Første side gentager forsiden, men uden firkanter; i hjørnet et håndskrevet nummer "12 / 75".. Som signalerer unika? Eller nogen har siddet med den her bog i hånden og skrevet det lille nummer til dig, inden du fik den. Bogen er håndsyet, det står ikke nogen steder, men det skrev Tine til mig; man kan også se det, den er syet med en sort elastiktråd, to brede sting og en knude inde midt i bogen. Først har nogen fra AFV siddet og falset og bundet bogen til en ukendt person, så købte Tines mor bogen, så fik jeg bogen gennem Tines mor (Tusind tak!); vi har rørt ved bogen sammen..
Tredje side, en lille tekst på fire linjer, i kursiv, en slags motto for bogen.
Jeg tager din hånd op under min trøje,
mens vi venter på, at regnen holder op.
Da regnen holder op, fortæller du mig,
at vi ikke skal være kærester mere.
Et jeg (herefter J), et du (herefter D). J tager D's hånd op under sin trøje, mens de venter på, at det skal stoppe med at regne, men da det stopper, siger D, at de ikke skal være kærester mere. Dumme svin, ikke? D kunne lige have trukket sin hånd til sig, hvis det var det, der skulle siges bagefter! Situationen er specifik, men det er klart, at som mottotekst siger den noget om hele bogen. "Regnen" er de svære følelser/situation ("Jeg gemmer småkagen til en regnvejrsdag" + "Det er så gråt og trist"..; regnen er kliché), som J hjælper D med, ved at tage ham ind under trøjen, ind til brysterne og kroppen og varmen. Efter følelserne skrider D; han skulle bare have én at være sammen med, indtil det blev let igen. Forelskelsen var ikke gensidig. Han udnyttede J.
J gjorde sig sårbar og lod ham komme ind; nu står hun tilbage, forladt og sorgfuld og åben.
Måske.. Alt det kan man ikke læse bare af de fire linjer, og jeg ved ikke, om jeg læser dem sådan nu, fordi jeg kender resten af bogen, eller om det var mine associationer ved første gennemlæsning. (Hvorfor er J en hun og D en han? Hvordan ved vi det? Alle J's rebounds, som man hører om i teksten, er han, derfor er D han.. J er hun, det ved man fx via de tekster, hvor hun spejler sig i Scarlett Johansson. Nej, man ved faktisk ikke noget af det, men normativt tænkt virker det sådan(!) - eller J identificerer sig med kvindeligt, D med mandligt..) (Er J = Tine ??? Jeg brugte et kvarter på hendes facebookprofil for at finde info om en ekskæreste, tænkte det kunne blive en slags facebookbaseret selvbiografisme, men jeg fandt ikke eks - heldigvis..)
Bogen består af 26 digte (eksklusiv mottodigtet) på 13 sider, to digte på hver side, et øverst, et nederst, venstremargen. Da jeg først så titlen på bogen, irriterede den mig. Jeg tænkte, kan den bog være god? Efter at have læst bogen nogle gange, ja, det er den rigtige titel, og bogen kunne godt være god alligevel!
Bogen arbejder med en kronologi: mottodigtet/bruddet sker først, dernæst er hvert nyt digt et lille spring frem i tid. Samtidig er der sammenfald og sammenhæng mellem forskellige af digtene, fx mellem modermærkerne i disse to:
Rebound 4/
All the flowers that you planted, mama
Jeg går i seng med en person
med virkelig mange tatoveringer.
Vi kigger på hinanden på madrassen.
Jeg har aldrig set nogen
med så mange modermærker før, siger han.
og
Me vs. Scarlett
Når du hjælper nogen
med deres hudproblemer, så giver du dem
et helt nyt liv, siger Scarlett Johansson.
Hvis hun ikke var skuespiller, ville hun være
hudspecialist. Hen over ryggen
er mine modermærker størst.
"Rebound 4" illustrerer desuden en fint overraskende forskydning af fokus; "Me vs. Scarlett" ses den komik, der også er i digtene..
Digtene har alle den samme karakter som mottoet: De beskriver en specifik situation, som på en eller anden måde har at gøre med bruddet mellem J og D, og som igen har en overført betydning ang. J's situation efter bruddet. Eller alle digte er sådan undtagen det sidste (PS. og undtagen "Dramaqueen", som er en slags konstatering), som er mere absurd og abstrakt:
Det er sommer
Jeg prøver
at åbne mit ansigt.
(Alle digtene står med fed skrift..) Det digt stikker ud; det er måske en knude på en snor, der ellers ikke var filtret.. Jeg kan ikke lade være med at tænke, er det meta? , hvilket irriterer mig lidt, fordi jeg er træt af meta.. Men det holder sig jo til den specifikke situation (vi befinder os i en park, ved vi via de to tidligere digte..), det har bare forladt realplanet, eller det bryder realplanets regler;;.... Eller det går fra underspillet til overspillet; tænker jeg på nogen, der konkret prøver at åbne sit ansigt, er det voldsomt, vold mod sig selv, et mørkt billede.. Tænker jeg det abstrakt, er det ikke sådan, men mere sådan: jeg prøver at åbne overfladen ind til "mig"..
Ud af de 26 digte er der 11 om trøstesex (eller hvad hedder det!): "Rebound 1-11". Så er der tre gange "Me vs. Scarlett", som er J der spejler sig i Scarlett Johansson, fordi D syntes, hun "er en dygtig skuespiller" ( = lækker). Digtene veksler i det hele taget mellem korte beskrivelser af minder med relation til D, samt korte beskrivelser af situationer pt med relation til J's ulykke og J's forhold til sin krop....
Det, der får "Hej Sol Fuck Love" til at fungere, er formens stramhed versus indholdets banalitet.. Wow; eller formens overfladiskhed versus indholdets dybde. Ik? Fx:
#selfie
Jeg kigger på mine bryster i spejlet.
Jeg tænker på
at tage et billede af dem
og sende det til dig og skrive
hej.
Formen er holdt helt stramt; præcist refererende, underspillet = udeladende beskrivelser af følelser. ... ! "#selfie" betyder fotografisk selvportræt lagt ud på nettet.. eller sendt på nettet? Så det her er meget sådan: J tænker på at sende det her billede til D af sine bryster + "hej".. Den følelsesmæssige dybde i teksten er, 1: J spejler hele tiden sig selv og sin krop; J er usikker på sin krop, om den er rigtig, ser rigtig ud.. Husk brysterne i mottoteksten; de var inde i et trygt rum, nu er de blottede, men isolerede fra D; det er den ulykkelige kærlighed, der har kastet J ud i usikkerheden, forfængeligheden, selvfokus... 2: J savner D så meget, at hun tænker på at gøre noget grænseoverskridende ynkeligt.. .. ..
Det er ikke et godt digt hverken pga. det banale indhold eller den overfladiske form, men pga. den måde så lidt bliver til så meget.. Eller digtene er gode pga., digtene er så subtile. De er subtile; MEN samtidig insisterende på sådan en grænseløs selvudlevering, 90% identisk med at sende sine nøgne bryster til en eks (havde det radikaliseret digtene at indsætte et foto af brysterne, eller havde det været at overskride digtenes muligheder??).
Form, indhold, form, indhold.... Det er dejligt, at digtene ikke er pointerende eller ekspressive. De økonomiserer meget med virkemidlerne, og de understøtter en åbenhed (læsningens åbenhed) i deres præcision. De er ikke ekspressive, men inde under den fotopapirs/computerskæms agtige overflade er der en følsomhed, som dikterer digtene.....
"Hej Sol Fuck Love" er ved første indtryk endnu en popsang om ulykkelig kærlighed; men den udfolder sig i læsningen.. Alle de tilsyneladende banale beskrivelser af situationer/erindringer er "åbnede ansigter.." .. Det er ikke en vildt intellektuel eller udfordrende digtsamling, men den er rørende, rørende!
Titlen, "Hej Sol Fuck Love", kommer af det her digt:
Hej Sol Fuck Love
Jeg har glemt, hvordan det føltes,
når du skrev forskellige ord
med din tunge på min mave,
men jeg prøver tit at huske det.
Det er en sorg-ting, det der med at være så fokuseret på at huske den tabte.. Jeg tænker, at som titel på bogen kan den også læses: Hej sol, fuck love. Dvs: Videre fra mottodigtets regn, og: "rend mig, kærlighed!". De sidste tre digte i bogen hedder alle "Det er sommer" (se de sidste af de tre ovenfor):
Det er sommer
Jeg prøver
at slænge mig i en park.
Det er sommer
Det gør mig utryg,
når nogen spiller bold
i nærheden af mig. Der flyver en fugl
meget hurtigt hen over
himlen. Jeg dukker mig,
fordi jeg tror,
det er bolden. De griner
på tæppet ved siden af. Jeg ved ikke,
om det er af mig.
I slutningen her beslutter J sig for at komme ud i lyset, for at være alene i det offentlige rum, ikke fx sammen med en rebound. J "prøver at slænge sig i en park", dvs. prøver at slappe af med sin krop under andres blikke..; eller prøver at slænge sig i andres blikke. Men "prøver" understreger, at J ikke lykkes helt, for så ville der bare stå: Jeg slænger mig i parken..
Og OK, J er utryg og overfølsom overfor hurtige bevægelser og boldspil. Hun har noai på og tror, de andre griner af hende. Men det er alligevel et "hej sol!!!"; det er at komme ud og stå ved sig selv......
Er "at åbne sit ansigt" et billede på at græde? J "prøver" at åbne sit ansigt og "prøver" at slænge sig.. Det er de to ting, hun prøver på samtidig under solen i parken.. At slænge sig med et åbent ansigt. Det er endnu et komplekst billede, fordi at slænge sig i parken er at udstille sit udseende, at åbne sit ansigt er udstille sit indre..