Eva Forest: "Dagbog og breve fra fængslet", s. 40-41, Gyldendal 1975

Og nu er det aften igen. Der lyder en klokke langt borte fra: den slår otte slag. Jeg tror, det er spisetid i de andre bygninger. Her kommer de med maden lidt senere. Det er allerede temmelig mørkt, og jeg sidder her i halvmørket og venter på, at de skal tænde vores lys: langt borte bliver en dør åbnet, en eller anden går ind i korridoren, trykker på fælleskontakten, og kuplen i loftet oplyses. Men jeg har det bedre i halvmørket, her sidder jeg og mindes . . . hvad? Jeg har en dyb og ejendommelig fornemmelse ... jeg er i Yeserías. Navnet giver et bestemt ekko, jeg har hørt det før, i fjerne tider, hvornår? Jeg tror, det var Tere, der fortalte os noget fra tiden efter borgerkrigen, om de mænd, man stuvede sammen her i en lang venten på døden . . . Yeserías, var det ikke et hospital i gamle dage? Eller var det for nylig? Jeg har mistet fornemmelsen af tid og rum. Yeserías er som en fjern ø, jeg ved ikke hvor, og her er foregået noget, jeg ved ikke hvornår . . . Jeg tror, de kom dagligt, hver morgen, hvis jeg husker rigtigt, de havde en lang liste med og råbte deres navne op, én efter én . . . Og det siges, at de gik derfra syngende, de spøgte endda, og nogle sang "Pepa er en pige . . ." en vise værdig til det, Alfonso kalder den komplekse tragedie. De gik i døden med spot på læben . . . Hvor er mit folk stort og heroisk. Og så mange år efter er jeg havnet her i Yeserías' bygninger, der rummer så megen historie, solidaritet og broderskab. Jeg ser på de nymalede vægge i denne nye bygning, og jeg hører ekkoet af disse stemmer, de vugger mig blidt i min nedtrykte sindstilstand og indgiver mig mod. Der er ingen tvivl om, at erfaringer gives videre, at det vigtigste bliver tilbage . . . hvordan skal man forvalte denne arv? Hvordan skal man skrige ud til verden om alt det, der skete her, det, som sker nu? Men der er de allerede med madvognen, ærgerligt nok, for jeg var ved at arbejde mig ud af den tilstand af bestyrtelse, jeg har været nedsunket i siden min arrestation. Men I må ikke blive ængstelige for mig. Det indre af det gamle hospital og fængsel er nu et lyst og venligt hus, med hvidmalede vægge og døre af lyst træ . . . Jeg er glad for, at de har overført mig hertil i stedet for et andet sted.