Nogle minutter senere er det mere sådan noget som Vores arbejdsskader, Vores døde sæler, Vores Nordsøolie der står på pakkerne. Allermest får det mig til at
tænke på, at Jarif har stået helt alene nede på Depal og skrevet det på dem.
Jeg kommer til at grine, først inde i mig selv, så med lyd på og til sidst helt
hysterisk med vand ud af øjnene. Jeg opdager det, fordi lederne og dem ved de
nærmeste stationer står og kigger på mig. Vi er ikke adskilt! har jeg lyst til
at råbe, mens jeg holder pakken frem i strakte arme, netop denne pakke som
Jarif har haft i hænderne nede på Depal.