Tue Andersen Nexø nævnte min bog Piedestal i en leder i Information i går. Det gjorde mig virkelig glad – jeg læser i Virginia Woolfs dagbøger, som jeg fik i julegave, og et sted skriver hun om anmeldelser og omtale og det, at ”man ønsker at folk skal være interesserede og holde øje med ens arbejde”. Det er rart, når det sker, men så får jeg lyst til selv at sige noget uddybende, også fordi Tues leder er spændende.
Der står noget i den om ”litteratur, der undersøger og udfordrer sin samtid”, og om at Piedestal (og også Anne-Louise Bosmans ”Bruxelles”) undersøger det mere end alle mulige andre bøger. Jeg havde helt glemt, at det måske var det, jeg forsøgte at gøre med Piedestal: at prøve at sige noget om, hvad der sker omkring os og med os og imellem os.
Og så står der om Bosmans og mig:
”De skriver om konkrete, politisk akavede, uforløste øjeblikke, som de nægter at gøre del af en større, mere abstrakt fortælling om, hvor vi som samfund bevæger os hen.
Som Rolf Sparre Johansson skriver: »Der findes kun dårlige eksempler, men de er kun dårlige eksempler, hvis man insisterer på, at det specifikke er ligegyldigt.«”
(Citatet af mig er fra Piedestal...)
Det synes jeg er udmærket observeret – men måske også lidt selvmodsigende.
Fordi jeg tænker, at ”dårlige eksempler” er dårlige, præcis fordi de ikke gør det, som Tue siger, at Bruxelles og Piedestal ikke gør, nemlig vise noget generelt om sit emne. Men udsagnet fra min bog er, at specifikke eksempler, som ikke rigtigt illustrerer en ”større, mere abstrakt fortælling”, at sådan nogle eksempler kun er dårlige, hvis det er en større fortælling, man vil have fra dem. Hvis det er det, man vil have fra dem, så mener man, at de, eksemplerne, er ligegyldige i sig selv, men kun fordi man ikke kan finde ud af at læse dem på en anden måde.
Desuden er at holde sig til at tale om ”det mindre” (i modsætning til den større fortælling) ikke det samme som at nægte at tale om den større fortælling. Det er at tale om den på en anden måde, evt. i anerkendelse af, at den større fortælling nemt bliver en udviskning af erfaringer, hvis den ikke skabes som en konstant sammenstykning af mindre beretninger om mere eller mindre specifikke oplevelser og hændelser.
Den anden måde at forstå eksempler på, eller den anden måde at skabe en større fortælling, fortjener mere opmærksomhed. Det specifikke fortjener mere opmærksomhed. Der er et par citater, jeg gerne vil give videre, fordi de minder mig om, hvorfor det specifikke ikke er ligegyldigt. Det ene er fra Homi K. Bhabhas bog The Location of Culture (1994):
”The violence of society falls most enduringly on the details of life: where you can sit, or not; how you can live, or not; what you can learn, or not; who you can love, or not.”
Det siger næsten sig selv, men det, man kan huske på ved at læse det, må være noget i retning af, at selvom det er vigtigt at opfatte eksempelvis racisme strukturelt og sige, at i vores samfund er der de her racistiske tendenser som rammer bestemte grupper mennesker på typisk den her måde. Selvom den opfattelsesmåde er nødvendig og væsentlig, så kommer volden og diskriminationen til udtryk på nye specifikke måder i hvert tilfælde af racisme, og for dem, der bliver ramt af den, er hver ny hændelse en specifik tilføjelse til en samlet sum af hændelser.
Sagt på en anden måde, så forstår man ikke noget rigtigt, før man også forstår det specifikt. Fx er jeg mand, og jeg forstår godt, at kvinder typisk er mere udsat i det offentlige rum, end jeg er, men jeg forstod det lidt bedre, da min veninde fortalte mig om, hvor regelmæssigt hun bliver råbt ad af fremmede mænd. Altså det blev klarere for mig, hvordan de situationer hober sig op for hende.
Derudover peger Bhabha-citatet på et konkret sted, hvor modstand kan finde sted, ved at sige: Hvis undertrykkelsen finder sted her, kan min modstand også begynde her, med de små ting, detaljerne. I hver specifik situation kan jeg helt konkret forsøge at påvirke, hvad der sker, i en anden retning.
Det andet citat, som jeg læste i går, er fra Virginia Woolfs dagbog:
”Sandheden er at jeg har en indre, automatisk værdimåler; som bestemmer hvad jeg helst bør bruge min tid på. Den dikterer: »Denne halve time skal bruges på russisk«, »Denne skal helliges Wordsworth«. Eller »Nu må jeg hellere stoppe mine brune strømper«. Hvordan jeg har erhvervet mig denne værdikode, ved jeg ikke.”
Altså Virginia-citatet kommer selvfølgelig tydeligvis fra en kvindelig, engelsk intellektuel i 1920erne,
men jeg synes, det er et skønt citat, fordi det gør det så tydeligt, hvor random det er, hvad vi gør. Alt, der virker selvfølgeligt at gøre, kommer udefra. Der er noget mærkeligt tilfældigt over alt, hvad vi gør, også de ting, som tilsyneladende har et åbenlyst formål. Man bestemmer sig for at bruge sin tid på det og det, så pludselig tænker man: Jeg skal også huske at gøre det eller det.
Ingen ved, hvorfor de gør det, de gør! Og det kan man forstå ved at gå specifikt til det og spørge sig selv: Okay, hvorfor vil min bevidsthed have mig til at bruge tid på de brune strømper nu?? (Opdater selv ”stoppe strømper” til at opdatere sin iPhone eller noget).
Okay. Det var lidt om det ikke ligegyldige specifikke.
Godt nytår og kh