Jeg elsker planter, fordi de ikke siger så dumme ting som mennesker. De kan kvæle hinanden eller tage hinandens lys, de er ikke fredelige, men de er tavse.
Noget af det jeg elsker ved mit halvandetårige barn er, at selvom han godt kan være meget egensindig, så er han aldrig en dum voksen.
Jeg foretrækker for det meste at lade være med at læse avisen, fordi jeg ikke kan holde alt det groteske og uforståelige som sker i verden ud, men også fordi jeg bliver forvirret over alt det mærkelige, der bliver skrevet om det.
I går læste jeg avis alligevel: Jeg læste Morten Beiters kommentar i Weekendavisen om min veninde Ditte Holm Bros debutroman ”Fladland”. Eller nærmere hans kommentar om et interview med Ditte på dr.dk om hendes roman (https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/ditte-var-vred-paa-sin-vestjyske-opvaekst-jeg-blev-noedt-til-skrive-om-det).
Det er lidt forfærdelig læsning, hans kommentar. Den hedder ”Fladpander og tranlamper” med en teaser, hvor der står: ”Den debuterende forfatter Ditte Holm Bro pisser i egen rede. Men reden holder ikke helt vand.” Allerede der bliver det tydeligt, at det er en mand, som ikke er klogere end planter og børn, som taler.
Beiters tekst følger en logik, som virker så genkendelig, at det føles som en skabelon. Hans problem er, at han ikke forstår Dittes udsagn i interviewet på dr.dk om, at en opvækst i Vestjylland kan være besværlig eller interessant nok til, at man kan skrive en roman om den. Det giver bare ikke mening for ham, hverken når han tænker på alle de gode forfattere, der på en eller anden måde har tilknytning til Vestjylland, eller når han tænker på sine egne erfaringer som jyde, så derfor har han skrevet den her kommentar, hvor han gør nar af Ditte.
Han har altså ikke læst ”Fladland”, men beslutter sig for, at han ved nok ud fra et kort interview til at konkludere, at det må være en latterlig bog.
I sig selv er det – jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, at Weekendavisen trykker den her kommentar, som beskæftiger sig med et lille fjollet forfatterinterview og ikke med forfatterens debutværk.
Men i løbet af kommentaren bruger Beiter nogle greb, som virker så typisk mandedumme, at det i virkeligheden er det, der får mig til at synes, det er svært at forstå, at hans tekst er trykt i en avis.
Det er en kort kommentar, så jeg gennemgår den mere eller mindre fra start til slut.
Jeg har nævnt overskriften og teaseren, som slår en aggressiv og uforsonlig tone an.
Selve teksten indledes med årsagen til, at Beiter overhovedet læser interviewet med Ditte: han ser et foto af hende på DR’s hjemmeside: ”Et billede af en kvinde, der ligger på en bar pløjemark iført en blå sweatshirt, grønne fløjlsbukser og hvide tennissko. Hun ser ked ud af det. Krænket.”
Billedet kan utvivlsomt læses anderledes, måske ser hun ikke glad ud, men det kan føre til mange forskellige idéer om den ukendte kvinde, alligevel er Beiter hurtig til at konstatere: krænket. Det ligger der meget i, fordi krænket er et ord, der hvirvler meget op.
Det er nærliggende at forestille sig, at Beiter tænker: Åh nej, ikke endnu en Me Too-kvinde, som føler sig krænket og tror, at hele verden gerne vil høre om det. Ikke endnu en kvinde, som indtager offerrollen for at få opmærksomhed. Og det gør det igen nærliggende at forestille sig Beiter som en mand, der ikke godtager den slags. En mand, som siger: Hvor slemt kan det være? Tag dig dog sammen…
Beiter citerer fra starten af interviewet, og skriver så: ”Man flytter lidt på sig, inden man fortsætter læsningen. Med frygt for det, der nu vil følge af vold, incest, druk, tavshed og andet, som skiftende, til tider modige, forfatterskaber har bragt til overfladen. Hvad har 36-årige Ditte Holm Bro fra Ulfborg mon med hen til berømmelsens blodige alter?”
Man flytter lidt på sig. Er det ikke underligt? Hvorfor flytter man på sig? Hvorfor føler man særlig meget på det her tidspunkt af læsningen af et interview på dr.dk? Fordi man allerede kan mærke ubehaget ved at skulle læse om, hvad det nu er den her person har oplevet. Ubehaget ved overhovedet at skulle høre om alt det, som forfatterne bringer op til overfladen. Kunne de ikke bare lade være? Det ville være rarere, ikke så ubehageligt, selvom nogle forfattere selvfølgelig er ”modige”, og så er det okay, at de taler om det ubehagelige…
Herefter sætter spørgsmålet om berømmelsens alter det hele på spidsen, for selvfølgelig står Ditte fra Ulfborg og fortæller om sin opvækst for at blive berømt, og det må også være derfor, hun har skrevet sin roman, for at blive berømt…
Hun er svag og insisterer på at være krænket, hun er irriterende og indtager offerrollen, og hun gør det bare for at blive berømt…
Jeg føler ikke, jeg behøver sige så meget for at tydeliggøre, hvor mistroisk en holdning det er overfor en forfatter, som Beiter tilsyneladende slet ikke kender til på forhånd. I princippet var det vel muligt, at hun har en væsentlig historie at fortælle, eller at hun har skrevet en vellykket roman, lige meget hvor biografisk interesseret dr.dk’s interviewer er i hendes opvækst? Men Beiter har besluttet, vist nok allerede da han så fotoet af hende, at hun ikke er en af de modige forfattere, og han kender alt til de krænkede forfattere, så der er ikke noget at gøre.
Så skøjter Beiter hurtigt henover nogle af Dittes udtalelser i interviewet, reducerer hendes historie til en fortælling om en jyde, der flytter til København, og så husker han sig selv på, at det da også var svært for ham, da han flyttede fra Jylland til hovedstaden, men så svært var det da heller ikke, så hvad er problemet?
Og han holder fast i det med, at romanen hedder ”Fladland”, altså et landskab præget af marker, og insisterer på, at Ulfborg, hvor Ditte er vokset op, ligger i et bakket landskab ”spækket med natur, som aldrig har set en plov”.
Det er her, det bliver mest tydeligt, at han ikke har læst bogen. Han får citeret Ditte for at sige, at hendes roman er en fiktion, men han er også ret ligeglad, for han vil helst forstå tingene sådan, at hun simpelthen har skrevet en bog om sin barndom i Ulfborg. Det har hun bare ikke. Hun har skrevet en bog, som måske på en eller anden måde tager udgangspunkt i hendes erfaringer, men den er ikke en selvbiografisk beretning som sådan, og hele hans reduktion af hendes historie til hans egne oplevelser af at være jyde i København og hans efterfølgende forvirring over, hvad det har med ”højdekurven” at gøre, kunne være blevet undgået, hvis han faktisk havde læst bogen.
Bogens landskab er ikke Ulfborgs, og dens handling er ikke en fortælling om Ditte, der har det lidt svært som barn og så flytter til København og bliver forfatter.
I afslutningen på kommentaren går det op for Beiter, at fotoet af Ditte, som var det, der gjorde ham interesseret, måske ikke er et autentisk foto af hende på en vestjysk mark, så derfor viser han det til en ven, ”der er vokset op på landet. Sådan rigtigt.” – som om hun ikke er ”rigtigt” fra landet eller hvad? – og han føler sig nu tvunget til at afsløre, at fotografiet sandsynligvis er taget på Amager. Jeg ved ikke, hvad det er meningen man skal tænke som læser om dette, for han lader det stå og tale for sig selv, men jeg tænker det er noget i retning af, at hvis Ditte virkelig havde en relevant historie at fortælle fra Vestjylland, så havde hun vel gidet forlade København bare et øjeblik for at få taget sit foto på den rigtige mark, men nej, det hele er jo iscenesat, også det med at være krænket og offer og det hele, så altså…
Men det er alt sammen iscenesat inde i Beiters hoved.
Efter min mening må Beiter godt blive sødere og mere nysgerrig, når han skriver kommentarer. Mindre mistroisk over for, hvad andre har at sige, og mere interesseret i at se viderer end til sine egne fordomme.
Nu går jeg ud på altanen og vander.