Tir. 14.09.21 kl. 22.15. Min nye bog udkommer i morgen, og jeg fatter ikke, hvad jeg skal føle, eller jeg fatter ikke, hvad jeg føler. Der er en uro i min krop, som ikke stemmer overens med de fortællinger, jeg har i mit hoved om, hvordan det kan opleves at udgive en bog. Jeg er ikke lykkelig. Jeg er ikke specielt nervøs for modtagelsen (anmeldelserne) – hvis jeg er nervøs, er det mest for, at der ikke kommer nogen anmeldelser overhovedet. Jeg er ikke bange for, at jeg pludselig i morgen opdager, at jeg har skrevet en dybt latterlig bog, og at alle kommer til at grine af, hvor dum jeg er. Jeg er ikke stolt over at have skrevet en bog på trods af, at jeg har haft dårlige betingelser for at skrive de seneste år. Jeg glæder mig ikke til at holde reception for bogen i morgen. – Jeg føler ingenting. – Jeg føler alle de nævnte ting. Jeg er meget, meget lykkelig for, at jeg får udgivet en bog i morgen. Det føles som om, at alt muligt, der er sket de seneste år, pludselig ikke kan være andet end okay, fordi den her bog udkommer. Jeg er meget nervøs for anmeldelserne, ikke så meget for, hvad der står i dem, men aller mest for anmeldelser i de aviser, hvor man får hjerter/stjerner. Jeg vil bare gerne have mange hjerter/stjerner. Jeg er bange for, at den positive opmærksomhed, bogen har fået indtil videre, bliver vendt på vrangen, når bogen udkommer i morgen, og alle opdager, at den er snydedårlig, men at virkelig ringe bøger er det bedste, jeg kan formå at skrive. Jeg er så stolt over, at jeg fik skrevet den her bog, at jeg holdt mig vågen hver aften mellem 22 og midnat i tre måneder og sad i køkkenet og skrev den færdig, og at jeg kunne holde fokus på at skrive noter til den hver dag i samme periode, og at jeg fik samlet alt materiale til bogen og sorteret og struktureret det i året op til. – Men jeg føler også ingenting. Jeg kan ikke føle alt det her. Den anden dag gik jeg en tur med min veninde Nicoline, og hun havde læst manus til Lysets jord og ville gerne fortælle mig, hvad hun tænkte om det, og jeg kunne slet ikke rumme, at vi skulle snakke om det, men kunne heller ikke finde ud af at sige det, og sad og kastede cherrytomater længere og længere op i luften og greb dem med munden, indtil hun skiftede emne. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg ikke kan finde ud af at føle, jeg ved ikke, hvad det er for en oplevelse, der er så intens og ubehagelig, at jeg bliver nødt til at gøre alt vedrørende den her bog tomt. Jeg fortalte om noget af det, der er sket for mig de seneste år, til Henriette Stisen fra DR (man kan læse om det HER). Men noget, som jeg fortalte hende om, og som ikke kom med i interviewet, var angst. Jeg er heller ikke særlig god til at tale om angst, fordi det er svært for mig at forstå, hvad det ord betyder, eller hvad angst egentlig er. Mange gange tænker jeg bare, at angst er noget andre har, og at jeg derfor ikke har ret til at tale om det. Men jeg tror nok, jeg nævnte angst for hende, jo, det må jeg have gjort. Og jeg tænkte på den anden dag, at en af de former, angst tager i min bevidsthed, er tanker om, at hvis et eller andet helt bestemt sker, så bryder alt sammen. Jeg bliver overbevist om, at bestemte ting ikke må ske. Samtidig ved jeg godt, at det ikke er rigtigt, eller det ved jeg for det meste godt, og det er også forskelligt, hvor overbevist jeg bliver af de her tanker. De kan godt eksistere samtidig med, jeg ved, at de er urealistiske. Men der er et eller andet, der gør, at jeg føler, at Lysets jord slet ikke burde være blevet til, og nu, hvor det er sket alligevel, og den udkommer, selvom det er meget forkert, at den gør det, så skal jeg helst ikke tænke på det. Jeg skal ikke prøve at forstå det, og jeg skal ikke gøre det til en del af mig, at det sker. Jeg må ikke være glad for det. Jeg skal gøre mig fremmed for det. Når jeg forestiller mig bogreceptionen i morgen, har jeg tanker om, hvordan jeg bedst muligt kan være der, som om jeg var en gæst, eller hvordan jeg bedst muligt kan træde ud af rollen som forfatter til den bog, vi holder fest for. Det føles værst, hvis jeg forsøger at analysere bogen og beslutte mig for, hvad den handler om, og hvordan jeg kan tale til folk om det. Jeg kan slet ikke overskue at tale om bogen (jævnfør min samtale med Nicoline). Mine tanker lukker ned, jeg føler mig panisk. – – – – – Måske handler Lysets jord, for mig i hvert fald, om angst. Hvis nogen har lyst til at lave den analyse, ville det være spændende at nå frem til et hvorfor og hvordan i teksten. Men jeg tror, at det, jeg har forsøgt med bogen, er at beskrive en angsttilstand, hvor omverdenen hele tiden opfører sig, som virkeligheden altid gør, den er omskiftelig, og der sker ting uafhængigt af, hvad jeg ønsker eller har brug for, og angsten prøver at få verden til at stå stille, sådan at den bliver overskuelig og håndterbar og tryg. Og det er okay, hvis det så bliver en verden, hvor jeg er helt alene, en krystalliseret verden, hvor jeg næsten ikke findes, så længe jeg ikke behøver at gå udenfor, og så længe, at jeg, hvis jeg går udenfor, ikke behøver forholde mig til andet end årstidernes langsomme skiften, og hvornår på dagen der er færrest mennesker i Fakta. At skrive Lysets jord har været et forsøg på at gøre angsten virkelig, så jeg kan træde ud af den, som om den var en dragt. Ved ikke – måske er det fordi, jeg godt ved, at det er umuligt på den måde at gøre en tilstand til en dragt, og måske er det fordi, det virker som en dårlig strategi at neutralisere angsten ved at gøre, som angsten plejer at få mig til at gøre. Intet står stille. Jeg er det samme som den hvide sne, men jeg er ikke det samme som den hvide sne. Jeg indtog nogle rådne blade i løbet af vinteren, i år skal jeg være smuk som en krystalklynge. Døden i en bøgehæk.